Ifølge Wikipedia er lykke en “individuel (mental eller emotionel) proces af forbigående tilstande af positive tanker eller følelser af varierende intensitet og stabilitet”.

Nogle mener, at mennesker, der gennemgående har et positivt livssyn, alt andet lige føler sig mere lykkelige end mennesker, der har et negativt livssyn. Mange jager lykken, men hvordan opnår man egentlig at blive lykkelig?

Svaret skal du finde inde i dig selv – for du alene kan afgøre, om du er og bliver lykkelig eller ej.

Der findes mange citater, ordsprog og visdomsord om lykke, og det, der kan gøre dig lykkelig.

  • “Vær din egen lykkes smed”
  • “Kan man være glad for lidt, har man meget at være glad for. ”
  • “Lykke er, når forventninger og virkelighed stemmer overens.”
  • “Hvad er lykken andet, end det at være i overensstemmelse med sig selv.”
  • “I det øjeblik, du blev født, fik du evnen til lykke og retten til at gå efter den.”
  • “Livet er langt, lykken er kort – Salig er den der tør give den bort”
  • “Lykke er, hvad lykke gi’r”

Den fysisk betingede følelse af lykke.

Endorfin er et hormon i vores krop, der i høj grad påvirker, hvordan vi opfatter vores omgivelser, og hvordan vi har det – og dermed også vores følelse af mere eller mindre lykke. Endorfin er kroppens egen smertestiller, der på mange måder minder om morfin, fordi det hæmmer og bedøver hjernens evne til at mærke smerte.

Derfor har endorfin også stor indflydelse på stress, som er hudens fjende nr. 1!

Endorfin udskilles fx, når du træner eller arbejder hårdt, er forelsket, har sex eller griner. Endorfin får dig til at have det godt, og samtidig med, at du har det godt, stimulerer du kroppen til at frigøre flere endorfiner. På den måde kan du få effekt af en positiv og opadgående spiral.

Men pas på!

Endorfins evne til at give os en følelse af lyst og energi, kan faktisk være vanedannende, og få dig til at overhøre kroppens faresignaler. Det gælder også i stressede perioder, hvor du så risikerer at fortsætte, uden at opdage, at du er på vej til at bryde sammen.

Positiv pessimisme

Ifølge Oliver Burkeman, der er journalist og forfatter til bogen ”The Antidote – Happiness for People Who Can’t Stand Positive Thinking”, er det er selve jagten på lykke, som faktisk gør os ulykkelige. Når vi anstrenger os så meget, for at slippe for følelsen af utryghed, usikkerhed, fiasko og tristhed, så er det lige netop det, der faktisk får os til at få lige præcis de følelser.

Det er en lille smule som at fortælle sig selv, at man ikke skal tænke på den lyserøde elefant, for hvad tænker du så på? Den lyserøde elefant, selvfølgelig. I stedet for bør vi forsøge, om vi kan forlige os med, at livet ser ud, som det nu gør.

Grundprincipper for lykke

Selvom grundprincipperne og rådene til at opnå lykke er afhængige af, hvem man spørger, så er der alligevel bred enighed om nogle grundtanker.

Vær generøs mod andre

Når du har fået dine egne grundlæggende behov tilfredsstillet, så vil det give dig mere lykke, hvis du hjælper andre og er generøs mod dine omgivelser.

 

Undgå drama

Spild ikke din energi på andres liv, hvordan andre opfører sig, og hvem der sagde hvad til hvem.

Læg i stedet for energi i alt det, du selv har kontrol over. Lev og lad leve.

 

Vær taknemmelig for det, du har

Sammenlign dig ikke med andre og fokusér ikke på, hvad andre har, som du selv mangler.

Brug hellere lidt tid – hver dag – til at tænke på, hvad du værdsætter i dit liv.

 

Hold fokus det positive

Det er helt naturligt for os mennesker at tænke på, og være urolig over ting, som kan gå galt. Du vil måske hellere forberede dig på det værste, og så blive positivt overrasket over, at det ikke var så farligt, som du troede.

Men du håndterer faktisk en krise bedre, hvis du ikke går bekymret og stresset ind i den. Du tænker mere klart, og fokuserer på mulighederne frem for begrænsningerne.

Når du har fået dine egne grundlæggende behov tilfredsstillet, så vil det give dig mere lykke, hvis du hjælper andre og er generøs mod dine omgivelser.

 

Værdsæt dine relationer

Familie, venner og kolleger.

Kærlighed og socialt samvær er særdeles vigtige elementer, for at du kan opnå lykke.

 

Udvikling på forskellige områder i livet

Et arbejde du trives med, og hobbyer som interesserer dig, udvikler dig som menneske. Når du har flere grundpiller at hvile på, bliver du bedre til at klare modgang uden at knække.

Hvis f.eks. dit kærlighedsforhold går i stykker, så kan du måske stadigvæk finde glæde i dit arbejde. Eller hvis du skader dig selv og ikke kan dyrke din favoritsport, så har du måske stadigvæk venner, som støtter dig.

 

Hav modet til at leve det liv, du vil

Lyt ikke til andres forventninger til, hvordan du bør være, og hvordan du bør leve dit liv. Det er dig, der skal være lykkelig og trives med dine valg.

Frihed og tid med familie og venner samt job eller opgaver, der giver dig glæde, er vigtige faktorer for at kunne opleve sand lykke.

Prøv at mærke efter – hvordan føles dit liv lige nu? Er der noget, der trænger til et eftersyn eller forandring?